Gå videre til indhold
PurebabyPurebaby

Babybæring - Strækvikler versus bæreseler?

Babybæring - Strækvikler eller bæreseler?

Vi anbefaler babybæring af flere grunde. 
Babybæring er i dag en meget populær løsning for forældre med spædbørn, og både slynger, vikler og bæreseler vinder med god grund mere og mere frem i de danske hjem. Det er simpelthen på grund af alle de fordele, der er forbundet med babybæring - både for den voksne og barn. Babybæring kan være en kæmpe støtte, når man er ny mor eller far, men der findes flere forskellige måder at gøre det på. Man kan enten vælge en strækvikle eller en bæresele.
Læs med her og bliv klogere på, hvad der passer bedst til dig og din baby.

Bæreseler

En bæresele er et fast bæreudstyr, der normalt består af en ramme og en sele, der passer over skuldrene og rundt om kroppen. Den har en mere struktureret form end en strækvikle og er derfor nemmere at tage på og af. Bæreseler kan være velegnede til både små og større babyer og endda børn, da de giver mere støtte og stabilitet. Der findes også bæreseler, der kan justeres til at passe til forskellige størrelser af barnet. Blandt andet vores XT model fra Manduca
En fordel ved en bæresele er, at den kan bruges i længere tid end en strækvikle, da den ofte har en højere vægtgrænse. Desuden kan nogle bæreseler justeres således, at både forælder og barn har en god og ergonomisk korrekt position. Hvis du har brug for at bære dit barn i længere tid eller i mere ujævnt terræn, kan en bæresele også være et godt valg for dig. Hos os har vi den fine Manduca bæresele i modellen XT i vores sortiment.
En sele lavet i 100% økologisk bomuld og som kan bruges fra 3,5 kg til 20 kg.
   
 
 

Strækvikler

En strækvikle er en type bæreudstyr, der er lavet af et elastisk stof, som kan strækkes og formes efter kroppen og barnets størrelse og behov. Det er en fantastisk mulighed for at bære din baby tæt på kroppen, og det elastiske stof giver en blød og bekvem pasform. Den er især velegnet til nyfødte og spædbørn, da den giver støtte og styrke til den lille krop og hjælper med at regulere barnets temperatur og vejrtrækning.
En strækvikle kan bruges på mange forskellige måder, og den kan justeres således, at både forælder og barn har en god og ergonomisk korrekt position. Hvis du er ny til babybæring, eller hvis du ønsker at prøve en ny type bæreudstyr, så kan en strækvikle være et godt valg for dig og dit barn.
Det skal dog lige nævnes, at det kræver mere tid og overskud at lære at bære en vikle end det tager at bruge en bæresele. Der er nemlig tale om et seks meter langt stykke stof, som skal bindes på den rigtige måde. Det betyder dog samtidig også, at det har mange anvendelses- og tilpasningsmuligheder, hvis blot man sætter sig ind i det. Vi har strækvikler i blød økologisk og GOTS - certificeret bomuld. Vores Tricot-viklen fra Babylonia kan bruges fra nyfødt (præmatur) og op til 18 kg. 
Der er mange forskellige måder at bære sit barn på med en strækvikle, men med frøstillingen er du godt dækket ind i hverdagen. 
 

Frøstillingen

Frøstillingen kaldes også M-position og refererer til den måde, at babys ben er positioneret. Når baby sidder i frøstilling, er knæene højere oppe end numsen og benene er spredt ud til hver side. Det er den position, som nyfødte helt selv placerer sig i, når de bliver løftet op, og det er også den ideelle måde at bære dem på i hverdagen, da denne stilling understøtter babys rygsøjle og sikrer den optimale udvikling. Ved helt nyfødte børn er det dog vigtigt, at barnet har benene skubbet op og “gemt” under viklen. Benene må således ikke være synlige og hænge ud til siden. 

  

 

Fordele for baby og forældre

Styrker motorik og balancesans 
Bærerens bevægelse bidrager til at styrke babys motorik og balancesans, og det har positiv indflydelse på barnets senere udvikling, især når det handler om barnets kravle/gå-egenskaber, men også den sproglige udvikling. Derudover bliver babys naturlige kropsholdning også støttet og trænet, under forudsætning af at bæreselen eller strækviklen bruges korrekt.
Beroliger baby 
Den fysiske kontakt mellem mor (eller far) og barn frigiver oxytocin, kærlighedshormonet, og det virker beroligende og afstressende på baby. Det bidrager samtidig også til en bedre og roligere søvn for baby. 
Regulerer varmen
Babyer kan ikke regulere deres kropstemperatur i det første stykke tid uden for livmoderen, og man skal derfor som forælder være ekstra opmærksom på at baby hverken fryser eller sveder for meget. Tæt babybæring kan bidrage til at regulere babys varme, og det bliver kun bedre, når der er tale om hud mod hud-kontakt.
Skaber rammer for øjenkontakt
Babyer har brug for øjenkontakt for at kunne aflæse følelser og sindstilstande, så baby kan føle, at alt er i orden, så de kan finde ro. I en bæresele eller strækvikle er baby placeret således, at han eller hun nemt kan aflæse dine ansigtsudtryk.
Giver frie hænder 
Når baby er på armen, kan det være svært at få ordnet gøremål i forbindelse med sin barsel. Når baby dog i stedet er placeret i en bæresele eller strækvikle, er hænderne fri til at ordne de praktiske gøremål. Noget endnu bedre er at det kan give frie hænder til leg og samvær med større søskende. Det kan i nogle situationer også være nemmere at komme rundt med en baby i en vikle eller bæresele end det er med en barnevogn. 
Frigiver oxytocin
Det er ikke kun baby, der nyder godt af kærlighedshormonets frigivelse. Det udløses også hos mor (eller far) og virker beroligende. Det skulle efter sigende også være med til at modvirke fødselsdepression. Frigivelsen af oxytocin har også den kæmpe fordel, at det er ansvarlig for nedløbsrefleksen og derfor er essentielt for amning. 
Øger tilknytningen mellem mor og barn
Som forælder kan man ikke holde sit barn for meget. Den fysiske kontakt er nemlig med til at øge tilknytningen mellem voksen og barn. En strækvikle eller bæresele gør det muligt som forælder at holde barnet i meget længere tid - og også i længere tid ad gangen end hvis man kun bærer baby på armen.
 

 

Tre gode råd til at vælge det rette bæreredskab
Uanset om du går efter en strækvikle, en bæresele eller begge dele, så har vi her samlet tre gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du er på udkig efter et nyt bæreredskab.
Sikkerhed 
Sikkerheden er et essentielt punkt, når du skal vælge bæreredskab. I første omgang skal du være sikker på at din baby har frie luftveje. Næsen og munden skal være fri for stof og bæreren, og barnets hage skal være løftet fra brystkassen. Derudover skal du også sikre dig, at baby sidder godt fast og ikke kan falde nogle steder. Baby må ikke på noget tidspunkt kunne glide ud af bæreredskabet. Sidst men ikke mindst skal baby også have god støtte i nakken, indtil det selv kan holde hovedet.
Ergonomi 
Det er vigtigt at bæreredskabet sikrer, at baby sidder i en ergonomisk korrekt position. Det betyder, at baby skal være støttet af stof hen over ryggen, i nakken og fra knæhase til knæhase. Baby skal sidde i den førnævnte frøstilling for at sikre optimal støtte. Desuden skal barnet sidde i en højde, så du kan kysse det i panden ved at bøje dit hoved lidt ned.
Bærerens komfort
Det er ikke kun babys komfort, der bør være i centrum, men i den grad også din egen. Et bæreredskab skal sørge for optimal støtte over skuldrene og dybt nede på ryggen. Man skal bære med hele ryggen, og der må ikke være noget, der hverken strammer, niver eller spænder nogen steder. Erfaringen siger nemlig, at hvis den ikke er behagelig at have på, så bliver den ikke brugt, og det kan betyde at man i stedet bærer rundt på baby på uhensigtsmæssige måder, der kan give f.eks. rygproblemer på sigt.

Uanset om du vælger en strækvikle eller en bæresele, er det vigtigt at vælge en metode, der er behagelig for både dig og din baby. Prøv forskellige modeller og mærker, og vær ikke bange for at spørge om hjælp fra fagfolk eller andre forældre, der har erfaring med babybæring.

 
I kan altid komme ind i butikken og prøve vores udvalg.
 
God fornøjelse med babybæring!

 

Kommenter

Din email vil ikke blive vist.

Kurv

Din kurv er tom

Shop nu

Vælg muligheder